Du gav os de blomster
Helene Blum
[Vers1]
Du gav os de blomster, som lyste imod os
Med alfelet skønhed, dengang vi var små
De brogede enge var gode imod os
Vi løb efter røde og standsed’ ved blå
Og åkandens hellige hvidhed forstod os
Og åbned’ sin løndom, imens vi så
[Vers2]
Du gav os de skove så dybe og svale
Med sol spættet skygge, med hulvej og skjul
Hvor hverdag er højtid, og tavshed er tale
Fra løvspring i maj, til oktober står gul
På lønlige stier, i hvælvede sale
Vi fejrer sankt hans og den hvidklædte jul
[Vers3]
Du gav os de vandrende, vældige vande
Vor vej og vort værn hedder: komme og gå
Og bølgerne togter langs skrænter og strande
Så sorte som graven, som himlen så blå
Og fletter en evighedskrans om din pande
Og bruser din hymne: Lad Danmark bestå!